Det historiske Hjørring

Hjørring emmer af historie. Området omkring Nørregade er den ældste del af Hjørring. Her kan man stadig se de gamle bygninger og historiske stræder.

De 3 Kirker

Allerede i tidlig middelalder fik byen hele 3 kirker, de tre middelalderkirker Sct. Hans Kirke, Sct. Olai Kirke og Sct. Catharinæ, som ligger et stenkast fra hinanden. Det inviterer til en kulturhistorisk kirkevandring gennem otte århundreder. Bare det at have hele tre kirker inden for så lille et område er i sig selv usædvanligt. At bydelen samtidig er nænsomt og karakterfuldt istandsat og vedligeholdt, gør en gåtur i det gamle Hjørring til en helt særlig oplevelse. Desuden fandtes, dengang sydvest for byen, et Sankt Knuds Hellig Kors kapel i tilknytning til en gennem lange tider besøgt helligkilde. I dag er der et anlæg kaldet Sct. Knuds kilde. I slutningen af 1400-tallet stiftedes, i tilknytning til Sct. Catharinæ kirke, et Sankt Annæ kapel, til hvilket der sandsynligvis har været knyttet et hospital. I 1549 fik byen egen latinskole, der indrettedes i et stenhus ved Sct. Catharinæ kirkegårdsmur. I 1739 nedlagdes den lille latinskole.

Sct. Catharinæ kirke

Kirken er Hjørrings største. Den oprindelige teglstensbygning er opført i den første halvdel af 1200-tallet.Nutidens kirke domineres af senere om- og tilbygninger, bl.a. koret fra midten af 1400-tallet og den treskibede nordfløj fra 1926. Årstallene på tårnets mure angiver reparationerne gennem tiderne. De karakteristiske nordjyske barokkamme blev tilføjet i 1793-1795 efter en voldsom brand. Kirkens flotte døbefont er fremstillet på Gotland i 1200-tallet.

Sct. Olai kirke

Kirken er viet til den norske helgenkonge Olai. Det er en romansk bygning fra midt i 1100-tallet. Ved en restaurering i 1966, hvor man gravede i kirkegulvet, fandt man rester af en ældre trækirke, der formentlig er Hjørrings første og ældste kirke.

Sct. Hans Kirke

Kirkens kor er opført af granitkvadre. Skibet er derimod opført af teglsten og udsmykket med lisener og rundbuefriser ligesom bl.a. Mårup og Mygdal kirker. Sct. Hans Kirke regnes for den største og bedst bevarede af denne gruppe.

Det gamle Hjørring

En lille bæk kaldet Strømmen gav navn til Strømgade, som idag er den ældste del af gågaden. Området omkring Nørregade er den ældste del af Hjørring. Her finder du historiske bygninger, de tre kirker og Vendsyssel Historiske Museum.

Vendsyssel Kunstmuseum 

Vendsyssel Kunstmuseum har siden 2003 haft til huse i den gamle Bechs Klædefabrik midt i Hjørring by. Arkitektfirmaet C.F. Møller, København, forestod ombygningen af den gamle industribygning fra 1894 til en moderne og smuk kunstmuseumsbygning.

Vendsyssel Historiske Museum

Her findes en stor samling af lokale historiske klenodier. Museet er bygget op af historiske bygninger, fx. Skolegade 8, som er byens ældste skolehus fra 1825. Den sidste henrettelse i Hjørring fandt sted i juli 1822. En gårdejer fra Sønder Økse ved Brovst, Thomas Thomasen, med tilnavnet Bisp, var blevet dømt til døden ved halshugning. På Historisk Arkiv på museet opbevares en notatbog, som indeholder en skildring af henrettelsen og bortfjernelsen af liget. Få hele historien på Vendsyssel Historiske Museum.

Del denne side

Historisk Arkiv

Historisk Arkiv indeholder materiale og oplysninger om byens og egnens historie, som er blevet samlet gennem generationer til gavn for alle, som i dag har brug for historiske oplysninger.

Lægeplanter og urter

Den smukke museumshave rummer en tidligere præstegårdshave og urtehave med gamle lægeplanter.
Gå på opdagelse i urtehaven, hvor der også er rundvisninger med guide.Museumshaven, Vendsyssel Historiske Museum

Gamle håndværkstraditioner

Håndværkernes Hus i Hjørring har til formål at bevare gamle håndværkstraditioner. Museet ligger i Hjørrings gamle bydel og er et arbejdende museum.Håndværkernes Hus