Ud i naturen

Hele området byder på flot landskab og frodig natur. Om foråret bliver det hele grønt og indbyder til de første skovture på tæppet. Om sommeren kan I finde en skøn grøn plet midt i byen og nyde et pusterum i solen, mens børnene leger på legepladsen. Efteråret betyder løvfald og søgen efter naturens skatte som svampe og bær. Vinterens sne kan bruges til en god kælketur i det bakkede landskab.

Grønne åndehuller i byen

Hjørring er fyldt med grønne områder. Parkerne ligger spredt over hele byen og indbyder til en spadseretur og hygge i det fri. I Sindal by finder du anlægget, hvor der findes borde/bænke samt legeplads.

Aktiv i naturen

Kano: En tur i kano på Uggerby Å er en kæmpe naturoplevelse, som man ikke bør gå glip af. Her kan alle være med – uanset alder. På rejsen ud mod havet findes der muligheder for primitiv overnatning og dejlige steder at nyde den medbragte mad. Lej en kano hos Sindal Camping og Kanoudlejning, det er altid en god idé at forudbestille. Der er også mulighed for at købe gæstelicens til egen kano/kajak.

Fiskeri: Dvergetved Søpark er 22.000 kvm Put & Take søer smukt beliggende på hævet havbund fra tidlig stenalder. Parkeringsplads ligger lige ved søerne. Der udsættes dagligt regn- og guldbueørreder. Grejbutik forefindes. 

I Uggerby Å findes en stor bestand af havørred, bækørred, ål, skalle og gedde. Uggerby å's havørredstamme er unik på grund af dens størrelse. Gennemsnitsvægten ligger på ca. 5 kg, og der fanges hvert år fisk op til 10 kg. Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn har ca. 50 km fiskeret ved åen. Ved åen er fiskeretten markeret med grønne pæle. Fiskekort samt Statens Fisketegn skal medbringes og forevises på forlangende af fiskeribetjente, lodsejere eller medlemmer med gyldigt medlemskort. Åen er fredet fra 16. november til 15. januar. Nedfaldsfisk er fredet til 1. april.

På skovtur

Tolne Skov og Tolne Bakker er en afvekslende naturoplevelse. Den unikke natur byder om efteråret på rige muligheder for bær-og svampeplukning. Skoven består af løvtræer og fyrretræer og rummer et varieret fugle-og dyreliv. Udover at nyde naturen kan du også besøge Troldefamilien der er lavet i træ nær Skovpavillonen og slippe legebørnene løs på naturlegepladsen. Her findes også fine faciliteter til en dejlig skovtur, selv i regnvejr. 

Slotved Skov ved Sindal indbyder til vandreture. Fra et udkigstårn kan man iagttage dådyr. Skoven fremtræder som gammel løvskov, hvor det især er de store bøge, man lægger mærke til. Skoven viser tydelige spor efter det liv, som har hersket her i mange tusinde år. At der har været aktivitet i området langt tilbage i tiden, vidner fortidsminderne om. De store parallelle langdyser stammer fra bondestenalderen for 5-6000 år siden. Dyrehaven er et indhegnet område, som man kan besøge - og hvis man færdes med omhu, har man mulighed til at betragte bestanden af dådyr.

Del denne side

Vandrestier i og omkring Sindal

Hent folderen og få et kort over vandrestier i Sindal.

Stier i Hjørring

Folderen inspirerer til ture i det grønne Hjørring- til fods, på cykel eller i minicrosser (el-kørestol).

Parker og anlæg i Hjørring by

Vidste du, at man kan gå fra nord til syd gennem hele Hjørring og kun gå i grønne områder? Læs mere om de mange grønne områder i folderen.

Tolne Skov

Ture i et fredet område, hent folderen. Gode tips til cykel- og vandreture findes på Tolne Skovs egen hjemmeside.Tolne Skov

Hjørring Bjerge

Nyd udsigten fra Hjørrings højeste punkt og gå en tur i landskabet, hvor der findes flere punkter med historisk interesse. Læs mere i folderen om Hjørring Bjerge.

Primitive overnatningssteder

Ved Uggerby Å findes primitive overnatningssteder. I Sindal, Mosbjerg og ved Bindslev Gl. Elværk. I Sindal syd for Teglværket er en ny kanoplads "Sindal Marina" etableret med shelters, muldtoilet og bålplads. Find overnatningsstederne på Naturstyrelsens kort.

Træer i Hjørring Kommune

Foreningen for Bygnings- og landskabskultur i Hjørringområdet hare lavet en dejlig hjemmeside, hvor du kan finde en mængde oplysninger om træer, finde fotos og placering af de smukkeste og mest markante træer i kommunen. Og du kan selv komme med forslag til dine yndlingstræer i kommunen.

Så find inspiration til en "trætur" på denne hjemmeside

Træ

Hjørring City Bike

Tag en bycykel, når du ønsker det. Frigør cyklen fra stativet med en 20'er. Når cyklen returneres evt. til en anden bycykelstation, får du 20'eren tilbage. Herved kan du transportere dig rundt i byen på en grøn måde og helt gratis. Placeringen af cyklerne fremgår af et bykort fastgjort på cyklerne, kortet kan også downloades her.Hjørring City Bike

Kom på cykelferie i Toppen af Danmark. Nyd naturen, få frisk luft og vær aktiv i din ferie.

Geocaching er en spændende og moderne form for digital skattejagt. Grib din GPS, indtast koordinatorne og gå på jagt efter den næste skat i Toppen af Danmark. En sjov aktivitet for både voksne og børn.

Kom og oplev naturen i Toppen af Danmark og få oplevelser for krop og sjæl. Her er rig mulighed for frisk luft, og at iagttage de betagende landskaber, som kendetegner området.